Ø V E L S E   i kristen meditation

 

Hjertehuset 
og det indre kildevæld

Fokus i denne meditation er længslen efter det dybe åndelige fællesskab med Gud. Det er det fællesskab, der er den kristne meditations yderste mål. Vi tager udgangspunkt i to vers fra Johannesevangeliet. Vær opmærksom på at "det livgivende vand" er et billede på Helligånden.

  • "Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham" (Johannesevangeliet kapitel 14 vers 23)
  •   "Den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv." (Johannesevangeliet kapitel 4 vers 14)

Når du begynder:
Sæt dig godt tilrette. Begynd meditationen med at blive dig bevidst, at du nu træder ind i Guds nærhed. Bed Gud drage dig til sig og vejlede dig ved sin Helligånd.

Ord der kan hjælpe dig ind i meditationen
Hjertet er i Bibelen menneskets indre centrum. Gud har skabt alle med et åndelige hjerte, for at det kan blive en indre bolig for din egen ånd og Guds Ånd. Jesus siger, at når vi elsker ham og viser det ved at tro hans ord og ønske at leve efter det, så vil Gud Fader og Jesus selv som den opstandne komme og tage bolig hos os. De vil gøre det ved Helligånden, som er den side af den Treenige Gud, der kan være tilstede i alle mennesker. Jesus giver Helligånden til alle, som tror ham og holder fast ved hans ord.

Eller sagt med det andet billede: Vort åndelige hjerte er som et indre kildevæld, hvor Jesus kan lade Helligånden vælde op i vort indre ligesom det livgivende vand vælder op i en ørken og skaber en frugtbar oase omkring kildevældet. På samme måde kan Helligånden gøre vore liv frugtbare og bevare os i fællesskabet med Gud til evigt liv.

Indledning til meditationen
Forestil dig, at dit hjerte som en indre bolig for din ånd. Der er en besøgende undervejs til dig, men vil han finde dig hjemme?  Ofte er vi så adspredte. Vi har hovedet fuld af så mange ting, vore følelser blive trukket i mange retninger af alt det, der sker omkring os. Træk din opmærksomhed bort fra dine opgivelser, gå i dig selv, vend hjem til dit hjerte for at tage imod din åndelige gæst. Hvordan er der i dit hjerte? Prøv at få føling med de følelser, du huser i dit hjerte. Er du anspændt? Føler du måske smerte, skuffelse, vrede eller bitterhed? Eller føler du glæde og fred?
Jesus siger : "Se, jeg står for døren og banker. Hvis du lukker op, vil jeg komme ind til dig."
Bed Jesus indenfor. Tak ham for, at han kommer til dig. Han kommer for at fylde dit hjerte med Guds kærlighed. Han kommer til dig som din åndelige læge. Overgiv alle dine negative følelser til ham, han vil læge dem for dig. Du kan tale med ham om alt. Prøv at fornemme den fred, Jesus bringer med sig. Lad dit hjerte fyldes af den.

Refleksion
I dit hjerte er der et kildevæld, hvor Guds Ånd kan vælde ind i dig. I naturen kan et kildevæld blive tilstoppet af visne blade og andet snavs, som samler sig i det. Måske er dit indre kildevæld tilstoppet af forhold i dit liv, hvortil du har nægtet Helligånden adgang, fordi du har valgt at leve i modstrid med Guds vilje. Bed Jesus vise dig om det er tilfældet. Peger Jesus på noget, så bekend det for ham og bed ham om at rense dit indre kildevæld med sin tilgivelse og om at hjælpe dig til at slippe synden, så Helligånden kan få frit løb i dit indre kildevæld. Helligånden er Guds kærligheds Ånd, han vil fylde dit indre med en dyb erfaring af Guds kærlighed og fred, og han vil gøre dit liv frugtbart.

Når du har fået samlet din opmærksomhed om Jesus, så søg at bevare den hos ham og nyd hans nærvær i dig og lad dit indre gennemstrømme af Guds kærlighed og fred. Eventuelt kan du lade denne meditation glide over i Jesusbønnen og hvile i den.

Inden du rejser dig
Afslut med at takke eller lovprise Gud. Prøv om du bevare følingen med Guds nærvær i dig under meditationen, når du går i gang med de opgaver, der er lagt hen til dig.

 

 

Kors

Til hovedsiden

Til sidens top