Retræte.dk Om stilhed og Kristen meditation

Introduktion

  • Åndelig vejledning

    Kristen åndelig vejledning har tre hovedformål. Det er hjælp til at erkende, hvor Gud er til stede i ens liv. Vejledningen er et redskab til at opfatte og besvare Guds kærlige kald til et dybere fællesskab med ham. Endelig er vejledningen en metode til at bedømme, hvad der er Guds vilje i ens liv.

    Åndelig vejledning sker ved at den, der søger vejledning, og vejlederen i fællesskab lytter efter Helligåndens tale til den, der søger vejledning, gennem Bibelens ord og de ydre og indre hændelser i vedkommendes liv. Det sker oftest i en samtale på en halv til en hel time med regelmæssige mellemrum. Vejlederen vil ofte foreslå korte bibelstykker til meditation og refleksion, som er egnede som spejl og vejledning for den situation, som den vejledte befinder sig i.

    Åndelig vejledning kan også omfatte vejledning i at bede meditativt og kontemplativt.

    Åndelig vejledning tilbydes især på retræter med bøn og stilhed. Her gives daglig vejledning. Udenfor retræter vil åndelig vejledning oftest finde sted en gang om ugen eller med andre regelmæssige mellemrum.

    Vejlederens opgave er ikke at bedømme eller træffe afgørelser for den, der søger vejledning, men alene at hjælpe den, der søger vejledning, til selvstændigt at bedømme og træffe afgørelser for sit eget liv med Gud.

    Vejlederen

    Forudsætningen for at være åndelig vejleder er først og fremmest, at man selv har modtaget vejledning og selv lever i daglig bøn til Gud og er i stand til at erkende Guds tilstedeværelse, opfatte Guds kald og hans vilje i sit eget liv. Dernæst er et solidt kendskab til Bibelens beretninger om Jesus og om menneskers erfaringer med Gud nødvendigt. Et vist teologisk og psykologisk kendskab er også værdifuldt, så vejlederen er i stand til at skelne mellem åndelige og psykiske hændelser i den, der bliver vejledt.


    Sognepræst Per Mollerup, Areopagos

  • Kristen meditation

    Hvad mener vi med ordet "meditation"? Forstår vi ordet i den betydning som det i århundreder har haft i den kristne verden, nemlig som en måde at fordybe sig i Bibelens budskab hvor man anvender alle sine sjælelige evner: den logiske tænkning, fantasien, følelserne viljen - hvor man altså er aktiv? Eller forstår man meditation i den betydning som ordet har i de mange ikke-kristne meditationsbevægelser, som en slags indre samling der netop er fravær af tanker, billeder og følelser – som er "objektløs", og som snarere nærmer sig det som den kristne tradition altid har kaldt kontemplation?

    Påvirket af Østens brug af ordet meditation har dette gennem de sidste årtier skiftet mening i kristen sammenhæng så det i dag nærmest står som synonym for indre bøn eller stille bøn.

    Meditation er bøn. I den kristne meditation søger man at åbne sig for Gud. Man søger ikke - som i mange andre meditationsformer - et terapeutisk formål. Kristus er i helt i centrum.

    At meditere Guds ord

    Derfor kan man heller ikke adskille den kristne meditation fra Guds ord. Kirkens meditation har sine rødder helt tilbage i jødernes meditation. De "mediterede Guds lov både dag og nat" (sl.1). De læste Skriften halvhøjt, gentagende, så de opfattede ordet med både syns-og høresans. Det var en kærlighedens meditation. "Hvor elsker jeg dog din lov", sang salmisten.

    De kristne fortsatte denne bibelmeditation, som de kaldte lectio divina (den guddommelige læsning). De lyttede til Gud i hans ord. De svarede ham i mundtlig bøn. Den bedende bibellæsning var samtale med Gud. Men i enhver samtale må der være momenter af stilhed for at man kan høre hvad den anden siger. I et bekendtskabs indledende faser taler man meget sammen. Man lærer i samtalen hinanden at kende. Men hvis forholdet udvikler sig til et venskab, kan man bare være sammen, ja netop dette at være sammen i stilhed knytter parterne sammen i et meget dybt venskab. Omvendt kan man vel sige, at et forhold hvor ord altid skal sikre kontakten er umodent eller i fare for at gå i stykker.

    Det samme gælder i vort forhold til Gud. Et sundt bønsliv vil udvikle sig hen imod mere stilhed, mod bare at være hos Gud og erfare hans kærlige nærvær, mod det som i den kristne tradition kaldes kontemplation.

    Kærlighed, ikke teknik

    Den kristne meditation er led i et stort kærlighedseventyr. Gud tager initiativet og søger os. Derfor opstår der i os en længsel efter at komme ham nærmere. Vi søger Ham selv, ikke kun hans ord eller gaver. I den stille meditation giver vi vores længsel retning. Vi kan gøre dette med det Johannes af Korset kalder en kærlighedsfyldt opmærksomhed, rettet mod Gud. Men vi vil snart opdage hvor svært det er at bevare opmærksomheden. Det har kristne altid erfaret, og derfor har man også udviklet ""teknikker"" som kan hjælpe os til at komme til ro, til at samle os. Men den kristne meditation er ikke teknik. Man kan ikke komme til Gud ved egen indsats. I den kristne meditation og mystik er alt nåde, alt er Guds frie gave. Men vi kan disponere os selv til at modtage denne gave.

    Dér hvor teknikken får overhånd, kan man hindre Helligåndens værk. Man kan være så intensivt optaget af åndedræt, kropsholdning etc. at kærlighedsforholdet til Gud kommer til at stå i skyggen. Eller man kan være så optaget af den psykoterapeutiske dimension at meditationen bliver selvcentreret og ikke det jeg-du-forhold som er kærlighedens væsen.

    At søge og at finde

    I dag nærmer mange mennesker sig den kristne meditation via østligt inspirerede meditationsformer. De har ikke mediteret Guds ord, de har dårligt nok bedt i ord. De er måske begyndt at meditere ud fra et terapeutisk behov. Og så erfarer de at der er en åndelig verden. De får måske en Gudserfaring. Mange kan berette: "Jeg sad og mediterede i den og den sammenhæng, og så blev jeg klar over at jeg skal søge i kristen retning." For mennesker der er gået denne vej, kan det være en lykke at opdage at den stille meditation også findes i kristendommen.

    De er gået en anden vej end traditionens. De har erfaret Guds nærvær, men de kender ham ikke gennem bibellæsning og den mundtlige bøn. Men når man har mødt Gud så bliver man også ivrig efter at lære ham at kende.

    At leve i bøn

    At den kristne meditation er liv - er et kærlighedseventyr – betyder også at der er en vekselvirkning mellem vores meditation og vores daglige liv. Meditation indvirker på handlingerne, og handlingerne på meditationen. Lever vi adspredt, vil vi opleve adspredthed i meditationen. Omvendt: Er vi trofast i den daglige meditation, vil vi komme til at leve mere samlede. Er vi i meditationen helt rettet mod Gud i åbenhed over for Ham, vil vi også i dagligdagen være mere opmærksomme over for vore medmennesker. Søger vi i regelmæssig meditation ind i Guds nærvær, vil vores dagligdag efterhånden blive præget af dette nærvær. Og omvendt: Hvis vi i dagens løb ofte gør os Guds nærvær bevidst, vil vi i vores meditationstid lettere erfare det.

    Den centrerende bøn

    Ud af Lectio divina, den bedende bibellæsning, udvikledes helt organisk en meditationsform, som har haft stor betydning i Østkirken som i Vesten. Når man læser en bibeltekst langsomt, gentagende, kan en enkelt sætning fæstne sig og tale stærkt til én. Man gentager den. Den dukker op i dagens løb. Måske er det en af Bibelens mange bønner, som bliver ens egen bøn. Augustin skrev i det 4. Århundrede at brødrene ude i ørkenen – ørkenfædrene – bad ganske korte bønner som de affyrede mod Gud. Ud fra dette udvikledes det man i katolsk tradition har kaldt skudbøn, en kort bøn som man i dagens løb "affyrer" mod Gud. Måske var det skudbønnen Luther havde i tankerne, da han talte om at bede kort, ofte og fyndigt.

    I Østkirken fik denne gentagende bøn en fast form i Jesusbønnen: "Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig." I Vesten har der været mange variationer, og ofte er denne bøn kun et enkelt ord. At gentage et enkelt ord bringer til ro. Men igen: At gentage et sådant ord er ikke en teknik – ordet er ikke et mantra – men det udtrykker vores intention: At søge Gud, at være hos Ham. Ordet er bøn.

    Du kan læse mere om centrerende bøn og andre kristne meditationsformer på hjemmesiden
    www.levendevand.dk.


    Grethe Livbjerg, Levende Vand

  • Bøn - hjertets samtale med Gud

    Bøn er troens sprog; det er hjertets samtale med Gud. Bønnen forbinder os med Gud, men også med omverdenen og hinanden. Den, der beder, bærer sig selv og sin omverden frem for Gud.

    Dogmefilmen Italiensk for begyndere handler ind imellem om bøn. Hotelreceptionisten siger til præsten Andreas: "Men kan man bede til Gud om så lille en ting?" "Det kan man selv bestemme", svarer præsten. Den unge italienske pige beder helt spontant, formulerer sin drøm i en bøn til Jomfru Maria. De passager i filmen formulerer fremragende, hvad bøn er.

    Hvordan bede

    Bøn er ikke kun "remser", noget forud formuleret, der læses op, men en samtale med Gud. Bøn kan bare være at sætte sig et roligt sted, samle sig og med egne ord at nævne det, man ønsker eller er bekymret over for Gud. Højt eller bare stille inden i sig selv. Alt er tilladt i hjertets samtale med Gud. Alt må vi bære frem for Gud, som ved alt. Glæde og taknemmelighed såvel som vrede, sorg og skuffelse.

    At tage sig god tid, i det stilhedens rum man nu er i, til at tænke, "lytte". Måske der så dukker en ny vinkel op, en udvej man ikke havde tænkt på før. Det er det den kristne kalder svar på bøn. Et svar er ikke noget man får automatisk, men en gave.

    Faste, forud formulerede bønner kan være en hjælp. De kan give ord til nogle af de ting, vi selv kan have svært ved at udtrykke over for Gud. En form for fast formuleret bøn, der har været kendt meget langt tilbage i kirkens historie er salmerne i Salmernes Bog i Det gamle Testamente. Det var også bønner Jesus kendte. Flere steder bruger han citater fra salmerne, som tilhørerne kendte fra den jødiske gudstjeneste. I den danske salmebog har vi gendigtninger af flere af dem. Et fint eksempel er Grundtvigs "Hyggelig, rolig", der er skrevet over Salme 84.

    Bønnens frugt

    I Lukasevangeliet kap. 11 fortælles, at Jesus lærte sine disciple om bøn og sagde: "Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer". Disse ord siger noget om bønnens mysterium. At bede er at være i Guds nærhed. At bede er at røre ved tilværelsens allerstærkeste kræfter. Vi kristne taler med den Gud, som har skabt hele verden og formet hver af os i sit billede. I den samtale ser vi på Jesus Kristus, som giver os befrielsens muligheder, og Guds hellige, fornyende Ånd deltager i bønnen. Når vi beder kan Gud skænke os sit nærvær, der kan fylde os og forme vores daglige liv og handlinger. Det er bønnens frugt.

    Bøn sammen med andre

    Jesus lærte sine disciple at bede bønnen "Fader vor, du som er i himlen". I den bøn er der intet jeg, kun vi og vort. Det er ikke kun mit liv, jeg bærer frem for Gud, ikke kun min familie og mit land, men hele menneskeheden. "Giv os i dag vort daglige brød, forlad os vor skyld, fri os fra det onde". Denne bøn forener os med alle, der beder.

    Tid til bøn

    Bøn behøver ikke altid betyde, at man sætter en særlig tid af til det. En kort tiltale til Gud i løbet af dagen er også bøn. Den som vil leve som et bedende menneske og fordybe sig i bønnen må dog afsætte tid til regelmæssig bøn.

    At bede lærer man ved at bede. Bønnens samtale med Gud er noget, man kan vokse i gennem hele livet. Bønnen i familien, måske ved barnets sengekant om aftenen, er en meningsfuld måde at slutte dagen, og at tidligt i livet åbne for bønnens mulighed.

    Forbøn

    Den, der beder, er ikke alene. Rundt på hele jorden beder mennesker, alle tider på døgnet.

    At bede for nogen, man holder af, er en måde at være i nær kontakt på trods af ydre afstand. En mand mødte, efter lang tid uden kontakt, nogle kristne venner, der vidste han havde været gennem en krise. "Vi havde ikke din adresse, så vi måtte tage vejen oven om" sagde vennerne stilfærdigt.

    At bede for sine uvenner kan være en hjælp til at se med nye øjne. Forbønnen er både gudstjenestens bøn og den enkeltes i sit kammer. At bede for sine børn, forældre eller venner er en måde at omslutte dem med gode tanker og overlade dem i Guds hånd.

    Den bøn, som andre beder for mig, har betydning. Når min egen tillid til Gud ikke kan bære mig, da behøver jeg andres forbøn. Forbønner for syge har mange bedende mennesker erfaret kan påvirke den syge positivt.

    Videre med bøn

    Hvis du vil vide mere om bøn kan du prøve www.StilhedensArbejde.dk, se under "artikler", og du kan finde en bønsskole på nettet på www.kristenmystik.dk.

    Der er også en Litteraturliste her på retraete.dk.

    Se også artiklerne om meditation og retræte på denne hjemmeside.


    Ghita Olsen
    Mogens Dybæk Christensen
    Stilhedens Arbejde

  • Retræte, hvad er det?

    Fra begyndelsen har "retræte" været en praksis i kirkens åndelige liv. Ordret betyder det "tilbagetrækning". For en periode trækker man sig bort fra det almindelige liv for at rette opmærksomheden mod et åndeligt liv.

    Formålet med retræte er at skifte fokus. Det almindelige daglige liv er fyldt af impulser og tanker, som vedrører familie, arbejde og fritidsinteresser.

    Som kontrast hertil er retræten en mulighed for at sætte forholdet til Gud i centrum.

    Man isolerer sig for nogle dage alene eller sammen med andre, og bruger tiden på læsning, bøn og meditation, samt refleksion over den måde, man lever sit liv på.

    Denne situation med dagligdagens mange gøremål på afstand gør det muligt at se og mærke sig selv tydeligere. Man mærker sin uro og bekymring, men får ikke anledning til at skubbe den fra sig. Eller man opdager, hvor meget lyst og længsel fylder i sindet, fordi man ikke distraheres af arbejdsopgaver og hjemlige pligter.

    Man erkender, hvilke livsforhold, der giver én oplevelse af mening, og hvad der på den anden side fylder alt for meget og giver for lidt mening i hverdagen.

    Et klassisk redskab i denne erkendelsesproces er stilhed.

    Ofte vil hele samværet under retræten finde sted i stilhed. Stilhedens fred skærper opmærksomheden og hjælper til at fastholde indsigter og følelser, som ellers let fortaber sig i ord.

    Retræten er i en vis for stand en faste: En faste fra den indtryksrige og ordrige dagligdag. Som al anden faste skaber retræten konfrontation med de vaner og behov som kroppen har, og som sindet ubevidst har lagt sig fast på.

    At konfrontere sig selv på denne måde bygger på en lang tradition med rødder i den bibelske historie.

    Traditionen

    Jesu eget liv er en væsentlig impuls til at søge stilhed og vente på Gud. Efter dåben i Jordanfloden trækker Jesus sig tilbage til ørkenen i fyrre dage. Her ude i ensomheden gør han sig klart, hvad Gud vil med hans liv. Evangelierne fortæller, at han vedvarende søgte ensomheden for at være sig selv og bede, og at han tog disciplene med sig til afsides steder, hvor de kunne være alene og hvile.

    Ligeledes anbefaler han udtrykkeligt disciplene tilbagetrækning bag kammerets lukkede dør som bønnens ydre ramme.

    Der er andre skikkelser i ørkenen før ham: Johannes Døberen, Elias, Moses. For dem og mange andre har ensomheden i de øde egne været en vej til at møde Gud og komme til klarhed.

    Ørkenfædrene fulgte i de første århundreder den samme vej, og på deres erfaringer byggede de første klosterlignende fællesskaber af eneboere. Fra dem forgrener vejen sig i hele den senere klosterbevægelse, i middelalderens og reformationstidens lægmandsfromhed, ind i den brede pietistiske vækkelse. Vore dages økumeniske retrætebevægelser står i den samme tradition.

    Hvor klostertraditionen bæres af viljen til helhjertet at sætte forholdet til Gud over alt andet, er retræten en form, hvori moderne menneskers kan arbejde med at gengive Gud en væsentlig position i det travle liv med arbejde, familie og fritid.

    Et retræteforløb

    Retræten foregår ofte på et ensomt beliggende sted ved skov eller strand. Man kan være ganske få deltagere, og i reglen ikke flere end femten. Når man er mange, vil en retræteleder tage ansvar for tilrettelæggelsen og for dagens faste rytme. Ofte vil dagene - typisk to til tre dage - foregår i fuldstændig stilhed. Kun brudt af retrætelederens ord under andagt og gudstjeneste.

    Retrætedagen følger en fast fælles rytme af hvile, andagt og tid til individuel fordybelse i bøn og meditation. Man afgiver frivilligt magt over sig selv, og overlader som discipel til Gud at føre. I et sådant rytmisk tilrettelagt døgn dæmpes de mange forskellige impulser i sindet, som kunne lede én til alt muligt andet, end at samle opmærksomheden om forholdet til Gud.

    De korte gudstjenester eller andagter dagen igennem er den bærende fælles aktivitet. Men lange perioder af uforstyrret stilhed til meditation og individuel fordybelse i bibellæsning prioriteres højt. Her er tid til bøn og søgen efter en indre stilhed, som skærper den sindets tavshed, der er betingelsen for at kunne høre Guds tale. (Se nedenstående eksempel på en retrætedag.)

    Stilhed og tilbagetrækning

    Både tilbagetrækningen og den fælles stilhed er redskaber til støtte for den enkeltes ønske om at nærme sig en indre stilhed. En stilhed, som giver mulighed for at grunde over den måde, man hjemme lever sit liv og mærke hvor man er i sin livsrejse.

    Når travle mennesker nødes til hvile, mærker kroppen sin træthed og sindet åbner sig for både lys og skygge. Her er retræten et rum, hvor sind og krop kan føjes sammen af åndens længsel efter Gud. Et fristed hvor Gud selv byder sig til i bønnens fortrolighed og hjertets åbenhed. Et frirum, hvor man kan øve den kunst at tage sit hele liv til sig med ordene: "Din vilje ske".

    Vejlederen

    Retræteforløbet har i reglen en vejleder. Han eller hun er den mere erfarne person man kan gå til, hvis man i forløbet møder større udfordringer, end man kan overskue. Retrætelederens kvalifikation er, at han/hun har dybtgående personlige erfaringer med såvel selverkendelse som med den livslange proces det er at forbinde tro på Gud med det daglige liv.

    Retrætelederens opgave er tillige at være åndelig vejleder. Den der kan rumme og hjælpe med at integrere religiøse erfaringer - og kan hjælpe med at skelne væsentligt fra uvæsentligt. Den åndelige ven, der har viden om bønnens mange former, og kan vise vej ind i sindets stilhed. Den der er fortrolig med at spejle sit liv i Bibelens fortællinger og personer. Den der selv vandrer vejen og ved af, at Ånden virker og leder vej.

    Eksempel på en retrætedag i stilhed

    8.00: Morgenbøn og fælles stilhed
    8.30: Morgenmad (med musik)
    9.15: Oplæg til dagen, f.eks. fordybelse i en bibeltekst
    9.30: Individuel tid
    12.00: Kort andagt
    12.15: Frokost
    13.00: Individuel tid
    17.30: Vesper - bøn og stilhed
    18.00: Aftensmad (med musik)
    18.45: Oplæg til natten
    19.00: Individuel tid
    21.00: Aftenbøn og fælles stilhed


    Sognepræst Peter Ruge, Svenstrup Sogn