NÅR IDENTITET OG ARBEJDE FLYDER SAMMEN MODUL I

Ådalens 5 dages retræte i forløb (3 moduler)

Når identitet og arbejde flyder sammen

Ådalens Retræter i forløb er et tilbud til dig, der er præst eller leder, samt andre ansatte eller frivillige i kirken. De henvender sig også til dig, der på anden måde arbejder med mennesker – f.eks. i en kirkelig organisation.

Når man dagligt skal give til andre, står man i særlig risiko for at blive ramt af stress og udbrændthed. Retræte i forløb tilbyder dig en atmosfære af stilhed og fordybelse, hvor du har mulighed for at besinde dig på dit arbejdsliv og på dit behov for åndelig næring for at kunne fungere. I retræterne går vi på opdagelse i evangelierne med henblik på at få udfoldet, hvem Jesus er, og hvad han vil os. Du vil blive konfronteret med spørgsmål som: Hvad gør det ved min identitet som kristen, at Gud er min ”arbejdsgiver”? Skal jeg hele tiden arbejde og præstere for at føle mig elsket? Hvordan undgår jeg at sammenblande min identitet og mit arbejde? Hvordan finder jeg frem til et langtidsholdbart engagement?

De 3 retræter skal ses som et sammenhængende forløb. Formålet er at skabe en vekselvirkning mellem det, du erfarer i din hverdag og det, der gennemleves på retræterne. På den måde bliver det en proces over tid. Du vælger selv, hvor langt et interval, der skal være mellem hver retræte, men vi anbefaler ca. et år. Du forpligter dig ikke på mere end én retræte ad gangen.

Retræterne foregår i en ramme af stilhed, som begynder efter introduktionen på ankomstdagen og varer til efter morgenmaden på afrejsedagen. Der tilbydes oplæg til personlig refleksion, tidebønner, gudstjenester, bibelmeditationer, samt personlige vejledningssamtaler. Der vil være god tid til personlig fordybelse og gåture i den smukke natur omkring Ådalen.

Retræte I

Vi arbejder med de centrale kristne begreber: ”kald” og ”efterfølgelse”. Vi ser på din identitet som kristen og på det, der udfordrer den. Det kan f.eks. være falske eller negative gudsbilleder, uhensigtsmæssige mønstre, ubearbejdet ’bagage’ fra fortiden, manglende kontakt med dine længsler og drømme eller et udtørret bønsliv.

Retræte II

Vi fortsætter med at udfolde temaerne fra Retræte I. Fokus vil være på din hverdag og på samspillet mellem arbejde og identitet. Hensigten er at flytte tyngdepunktet til gudsrelationen, så den bliver bærende og nærende i din dagligdag.

Retræte III

Her arbejder vi med redskaber, der kan være en hjælp for den daglige kristne praksis. Vi trækker på den slidstærke kristne spiritualitet og praksis, sådan som den f.eks. udfoldes inden for den ignatianske tradition*. Vi dykker dybere ned i spørgsmålet omkring gudsbillede, bøn og meditation, ørkenerfaring samt det at ’skelne’ på en måde, hvor man bliver i stand til at foretage frugtbare valg.

Retræterne ledes af Johannes & Heidi Lind Pedersen. Derudover medvirker forskellige præster på forløbet.

*se nærmere på vores hjemmeside

Dato

19 - 24 feb 2023
Udløbet

Tid

17:00 - 10:00

Pris

4.500 DKK

Sted

Ådalen Retræte
Gl. Viborgvej 400, 8920 Randers NV
Kategorier

Arrangør

Ådalen Retræte
Telefon
42 43 59 47
Email
info@aadalenretraete.dk
Hjemmeside
http://www.aadalenretraete.dk